Hvad taler vi om, når vi taler om litteratur?

Dette forårs vigtigste litterære debat i Danmark eksploderede omkring udgivelsen af Christina Hagens femte bog, det dekonstruerede monster af en coffee table book, Jungle. Eller rettere – ikke uvæsentligt for det følgende – omkring et kontroversielt interview i anledning af udgivelsen, som Hagen gav til i avisen Information.

Detoneret af et rasende Facebook-indlæg fra digteren Asta Oliva Nordenhof, som i interviewet følte sig taget til indtægt for en blåstempling af racisme, idet Hagen blandt andet påberåbte sig et slægtskab med Nordenhofs ikke-pænhedsfikserede digtning mod en repressiv politisk korrekthedskultur, som hun oplevede rundt omkring i det litterære miljø, rullede debatten først på de sociale medier og hurtigt videre ud i dagspressen.

Mod Hagens ambition om litterær undersøgelse af egne grimme tanker satte Nordenhof et krav om utvetydig stillingtagen og klokkeklar afstandtagen fra størrelser som racisme og misogyni – og således var der lagt op til en debat om så væsentlige størrelser som forholdet mellem litteratur og politik, herunder om brydningen mellem et opbyggeligt og et frit kunstideal og forholdet mellem (u)erkendt racisme og politisk korrekt sindelagskontrol.

Men debatten kørte næsten øjeblikkeligt af sporet i en kombination af fastlåste positioner og vild forvirring, ikke mindst om hvori debattens genstand bestod. Intet skænderi er mere udsigtsløst end det, hvor parterne ikke kan blive enige om, hvad de skændes om, hvilket enhver, der så debattens forkrampede indtog i Deadline, kunne blive bekræftet i.

Selvom lignende forvirring har præget flere af de litteraturdebatter, vi har set de seneste par år, var det, som om Jungle-debatten med uset pædagogisk tydelighed demonstrerede problemet og pegede på et akut behov for at vi, når vi fører samtaler om litteraturen, anlægger et mere reflekteret blik på dens radikalt ændrede mediesituation.

Hvor kritikerkorpsets litterater (en kategori, hvortil jeg regner mig selv) typisk vil insistere på læsningen af det konkrete, i bogform materialiserede, værk som udgangspunktet for enhver samtale om litteratur, har andre debattører mere åbenlyst reageret på andre dele af det, man kan kalde litteraturens samlede medieøkologi.

Medieøkologi er en netværksorienteret tilgang til diverse æstetiske fænomener, der kan rumme mange typer af aktører og materialiteter og således bedre imødekomme den mangfoldige mediesituation, som også de traditionelle kunstneriske medier, herunder litteraturen, i dag er indspundne i. Et værks medieøkologi udgøres således potentielt af hele det netværk af processer, der spiller ind i produktion, distribution og konsumption af det pågældende værk.

Dele af medieøkologien, som ofte genererer mange reaktioner fra debattører, er knyttet til forfatterens ageren i øvrige medier – fra interviews, debatindlæg og billedmateriale i dagspressen til alskens udskejelser på sociale medier og andre (semi)offentlige rum. Ud fra credoet om litteraturens og kunstens autonomi er sådanne aktører typisk blevet sat på plads med en opfordring om at komme tilbage, når de har læst bøgerne ordentligt.

Men som de litterære debatters voksende hidsighed er vidne om, så ter dét grundlag sig i stigende grad ustabilt. Og denne gang rystede det yderligere, da Politikens Mikkel Krause Frantzen gik i kødet på Jungle, primært på baggrund af en politisk og moralsk afstandtagen fra de udtalelser, Hagen var kommet med i interviewet.

Selvom jeg mener, at Hagens bog var blandt forårets mest interessante, om end stærkt ubehagelige, litterære værker, så gjorde Frantzens anmeldelse for mig at se noget rigtigt ved at tage interviewet og debatten alvorligt. Den illustrerede således en væsentlig pointe med Jungle, som de færreste havde blik for: nemlig den originale måde, hvorpå den adresserer den voksende grundforvirring, der hersker omkring, hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler om litteratur. Jungle blotter det forhold, at ingen længere rigtig ved, hvad en bog er.

Mens Christina Hagen allerede i White girl, skrevet på gebrokkent pidginmål, indledte et angreb på det litterære sprog som noget særlig smukt og sandt, der fordrer en bestemt form for omhu og eftertanke, lukker hun i Jungle sit skarpe sprog ind igen, men går til gengæld efter struben på andre af de stærke forestillinger, der knytter sig til bogen som medium.

Som også forgængeren Boyfrind er Jungle en trashet billedbog, der med sin demonstrative grimhed vrænger af bøgers ikke ubetydelige delfunktion som personal branding rekvisitter for såvel forfattere som læsere.

Men herudover bryder den også illusionen om det færdige bogværk som en krystallisering af en forfatters suveræne, kunstneriske vision. Både anmelder Lone Nikolajsens kritiske læsninger af bogens sektioner og den optrykte mailkorrespondance mellem Hagen og hendes redaktør dokumenterer konkret nogle ender af en bogs medieøkologi, som normalt er usynlige i det værk, jeg som læser sidder med i hænderne, men som ikke desto mindre kan have afgørende indflydelse på min læsning.

I Jungle udstilles de sammensatte og mudrede processer, et litterært værk dækker over, men som vi normalt ikke opfordres til at interessere os for. Men endnu vigtigere, så stopper det kunstneriske arbejde ikke ved bogen.

For hvis Hagen med Jungle bevidst afgiver kontrollen over dele af værket, som den litterære automatforventning tilsiger, at hun skal kontrollere, så har hun med det debatskabende interview i Information, hvor hun i stedet for at underlægge sig de normale spilleregler for avisernes litteraturdækning åbenlyst har dikteret alt fra location og styling til samtalens indhold, til gengæld taget magten over en anden del af værkets medieøkologi, som normalt opfattes som uden for værkets rammer, og som derfor, for litteraturens fagfolk, højst kan være af sekundær betydning for en diskussion af værket.

Forfatterinterviewet udmærker sig ved at have hurtigere virkning end den trykte bog, fordi det kan cirkulere gnidningsfrit på sociale medier og således generere masser af debat på digitale platforme. Således kan det opleves, som om et stort opslået interview stjæler billedet fra bogen og følgelig forfladiger litteraturdebatten, som jo burde handle om bøgerne. Men i stedet for at begræde dette forhold vælger Hagen aktivt at udnytte det digitaliserede dagbladsinterviews medieteknologiske kvaliteter i, hvad jeg opfatter som en form for kunstnerisk forskning med virkeligheden som materiale.

Hendes påtale af det litterære miljøs tendens til social kontrol bekræftede omgående sig selv via den voldsomme vrede, hendes udsagn vakte. Interviewets provokerende manøvre tog sig således ud som en art empirisk afprøvning af de iværksatte mekanismer, hvor den efterfølgende debat demonstrerede pointerne i interview og bog med en imponerende præcision.

Udsagnene i interviewet virker mere provokerende end dem i bogen, fordi interviewet ligger uden for den platform, vi normalt kender som kunst, og således stiller vi andre moralske krav til det, der siges heri. Men det, Hagen samtidig viser os, er, modsat den gængse opfattelse, at et forfatterinterview er en fuldstændig kunstig genre, hvor der reelt kun kan fortælles én form for historie.

Helt snævert er genreforventningen, at forfatteren stiller sig sympatisk an, så læseren opnår forståelse for de menneskelige motivationer, der styrer dennes arbejde. Det postulerer en forankring af det litterære projekt i biografien og prøver at vække sympati. Det styrker forfatterens jeg-kapital, kunne man sige, og opbygger således forfatterens persona, som er et af de vigtigste interfaces, hvorigennem vi læser bøger, bevidst eller ubevidst.

I stedet for at flashe sine renfærdige anti-racistiske motiver med at skrive bogen og høste de point, der således tilkom hende, stiller Hagen sig i interviewet op bag sin bogs mest kontroversielle udsagn, i en ramme blottet for kulturel kapital (Bilka i Herning), og beder om at få klø. Hagens prioritering her – altså at overlade dele af bogens ’rigtige’ tekst til andre, for i stedet at mase sit kunstneriske arbejde ind på det, der normalt er kulturjournalistens domæne – er et vink med en vognstang om, at hierarkierne i den litterære medieøkologi er åbne for forhandling.

Interviewsituationen giver hende mulighed for at sige noget, som bliver hørt på en anden måde end det, der står i bogen, fordi interviewet opfattes som værende uden for værkets rammer. Dette forhold udfordrer uvægerligt litteraturen i dens isolerede boglige form, som et potentielt tandløst helle, hvor intet udsagn rigtig kommer til at betyde noget.

Alligevel havde støvet fra Jungle knap lagt sig, før Hagen udsendte endnu en bog, den mere traditionelt skårne White girl 2, der fortsatte hendes satiriske projekt fra den første White girl og således også, som sin forgænger, producerede en langt tydeligere kritisk afstandtagen til de racistiske udsagn, dens gebrokkent talende jeg’er fyrede af, end det var tilfældet i Jungle. Flere anmeldere ytrede det forbehold, at white girl-vitsen måske ikke var helt så sjov anden gang.

Anlægger man et mere medieøkologisk helhedssyn på værket, bliver det imidlertid svært at betragte White girl 2 som en reprise af etteren, fordi det gør en betydelig forskel, at den kom i kølvandet på tummelen fra Jungle.

En vægtig kritik af Hagens tidligere værker har været, at de i deres bevidste arbejde med smadret sprog producerer en dumhedsdiskurs, som udstiller mennesker med mindre kulturel kapital end Hagen selv, også selvom de oftest peger tilbage på ’os alle sammen’.

Med teksterne i Jungle og med interviewet og den efterfølgende debat har Hagen lagt forfatterpersona og krop til en voldsom udskamning af egne white girl-tendenser og har således ændret præmisserne for udsigelsen i White girl 2.

Dens nådesløse analyse af det brutale, morderiske hykleri, som hele vores verdensorden bygger på, får tænder på en helt anden måde end i mange andre seriøse bud på politisk digtning. Fordi Hagen faktisk har stillet sig op som en vaskeægte white girl, med Bilka-indkøbsvognen fuld af frankfurtere, har vist sine egne hykleriske, uskønne sider frem og har taget imod tæsk for sine fejl, så rammer White girl 2’s satire endnu hårdere end sin forgængers.

At den trykte bog i dag bare er ét af en række mulige outputs for et tekstkorpus, der ofte vil begynde sin eksistens som digitale signaler produceret i et softwareinterface af en art, er et forhold, som påvirker litteraturen afgørende på alle niveauer. Et sprogbaseret kunstværk kan realiseres på et væld af andre platforme end bogen, og flere platforme vil oftest være i spil samtidig.

For nogle værker kan bogen være sekundær eller irrelevant (det kan f.eks. være tilfældet for performancepoesi, blogs eller  det satiriske, litterære Facebook-fænomen Marie Kat), men ofte indgår bøger og deres særlige materielle kvaliteter som en del et større mediekompleks, og overalt i samtidslitteraturen trives udgivelser, som undersøger og flytter grænserne for bogen som teknologi.

Manglende ydmyghed overfor genstandens uforudsigelighed er i mine øjne medvirkende til, at debatterne kører af sporet. Selvom jeg sympatiserer med den litteraturfaglige kritik, der har lydt af Berlingske Tidendes lyse idé om at lade debattører og meningsdannere anmelde kunstværker, så mener jeg også, at det er åbenlyst, at et sådant initiativ ikke kommer ud af den blå luft.

Det kommer nu, fordi nogle hierarkier er under omkalfatring. Der er ingen naturlov, som tilsiger, at jeg som trænet tekstlæser på udgivelsesdagen kan præsentere den vigtigste læsning af et bogværk, hvis dets forfatter desuden arbejder ud over bogens grænser med virkeligheden som sit materiale. Slet ikke, hvis jeg bestræber mig på at se så meget som muligt bort fra de forhold, der blander sig i værket, men ikke står på bogens sider.

Jeg er overbevist om, at en større ydmyghed mærkbart kunne forbedre debatklimaet på det litterære felt ved at åbne for en forståelse mellem gammeldags skolede tekstlæsere, som sværger til tekstens centrale position, og de mange, der reagerer på andre dele af litteraturens medieøkologi.

Det må være professionelle læseres forpligtelse at forsøge at trække samtalen op på et metaniveau og betragte og beskrive medieøkologiens forskellige elementer og deres virkning med en vis distance.

At der ikke hersker usvigelig sikkerhed omkring hvilke dele af et kunstværks medieøkologi, som er væsentlige, og hvilke som er perifere, er ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt konkret at skelne mellem væsentligt og mindre væsentligt i forbindelse med det enkelte værk. Blot eksisterer der for indeværende ingen gyldig autopilot, man kan slå til.

I stedet kræves opmærksom sensibilitet over for netop dette værks unikke mediekonstellation, også når den bevæger sig helt respektløst i forhold til de prædefinerede former.

 

Denne artikel har været publiceret under overskriften “Derfor kørte diskussionen om Christina Hagen af sporet” i Dagbladet Information 26/8 2017.

About

Solveig Daugaard är doktorand i litteraturvetenskap, vid institutionen för kultur och kommunikation, Linköpings universitet, och arbetar som kritiker i Dagblad Information. Senaste bok: Gertrude Steins portrætter (Arena, 2012). Redaktör för Sensorium Journal.

No comments yet.

Leave a comment

Your email address will not be published.