Litteraturen hinsides siden

Eksperimenterende litteratur er nemmere at få øje på hvis man løfter sit blik fra selve bogsiden.

”Hvad er eksperimenterende poesi og hvorfor har vi brug for den?” Sådan spørger den amerikanske digter Joan Retallack i sit essay af samme navn. Hvis det overhovedet skal være relevant at spørge til de litterære eksperimenters status, mener Retallack, må man først dvæle ved adjektivet ’eksperimenterende’. Ifølge den amerikanske digter må ’eksperimenterende’ dække over noget mere interessant end blot ”de seneste stilistiske særheder”. For at kunne kaldes eksperimenterende, mener Retallack, må poesien stille spørgsmål vi ikke i forvejen kender svaret på.

I sit essay rammer Retallack hovedet på sømmet i forhold til en længere debat, der huserede det danske Dagblad Informations kultursider i foråret. Den kredsede netop om samtidslitteraturens ”stilistiske særheder” eller formelle greb (f.eks. ”autofiktion”) og hvorvidt de kunne leve op til deres højmodernistiske forgængere. I stedet for at efterspore digternes seneste og vildeste påfund, opfordrer Retallack i sit essay litteraturkritikere til at spørge mere grundlæggende til præmisserne for poesien som en samtale med det andet, det som ”aldrig er tilstrækkeligt afdækket og aldrig tilstrækkeligt inkluderet”. De digtere, hun fremhæver, er alle nogen som i deres praksis stiller spørgsmål, de ikke på forhånd kender svaret på. Spørgsmål som for eksempel hvilket ’vi’ det er, der taler i litteraturen, og hvad vi mener med ’vi’, når vi fører samtaler om litteratur?

Forårets danske debat fokuserede således på netop de tekstinterne kvaliteter, et modernistisk litteratursyn italesætter. Måske ligger eksperimenterne i dag et helt andet sted, end der hvor vi normalt leder? Potentielle nybrud er svære at få øje på når man betragter litteraturen som et felt, der sluttes om sig selv. Vil man, på den danske litteraturscene, få øje på en litteratur, der er eksperimenterende i Retallacks mening, er det oplagt at løfte sit blik fra selve bogsiden.

I de senere år har Danmark set en historisk opblomstring af små forlag, både kvantitativt og kvalitativt. Væsentlige titler, både danske og oversatte, er længe udkommet på hæderkronede ’forfatterforlag’ som Arena og Basilisk samt nyere initiativer med rødder i forfatter- og kunstmiljøerne som Gladiator, OVO Press, Kronstork og Antipyrine i mindst ligeså rigt mål som de er kommet fra de etablerede, kommercielle forlag, hvis forretningsmodel er under stærkt pres i disse år.

De tekniske forklaringer ligger lige for. Det er blevet enklere at lave og distribuere bøger, samt at gøre litterært indhold tilgængeligt på andre platforme. Computerteknologien har ad flere omgange lettet det praktiske arbejde med tekstbehandling, så man kommer let og hurtigt fra tanke til tekst – om det er på tryk eller på skærm. Desuden er interessen for og udbredelsen af knowhow inden for enkle bogbindingsteknikker eksploderet, hvilket sammen med væksten i print-on-demand-muligheder har gjort det enkelt at justere oplag i takt med efterspørgslen, så man ikke brænder inde – og belaster miljøet – med hundredevis af usolgte eksemplarer. I forhold til tidligere opblomstringer i DYI-forlagsvirksomhed, som fx 1960-70’ernes vækst i undergrundsforlag og fanzines, har internettet introduceret en potentiel mulighed for at nå ud til mange flere end det eksklusive kenderpublikum i et afgrænset miljø, både ved at bruge nettet som salgskanal, reklamesøjle og udvidet samtaleplatform, hvor flere kan være med til at diskutere udgivelserne,  og ved konkret at sprede indhold gratis i elektronisk form, som fx danske OVBIDAT og det amerikanske poesiforlag Commune Editions har gjort det.

Det er således næppe tilfældigt at den danske højskole Krabbesholms nye litteraturlinje reklamerer med undervisning i nye udgivelsesformer, boghåndhåndværk og pop-up forlagsvirksomhed. Små forlag og engagerede aktører uden for de litterære institutioners etablerede hovedstrøm er et oplagt sted at kigge hen, hvis man vil få øje på rigdommen i samtidslitteraturens eksperimenter. På grund af pop-up-karakteren er det blevet muligt at bruge publicering på måder, der tangerer performative sammenhænge som oplæsninger, workshops og andre liveevents. En mere spontan og øjebliksbåren publiceringsvirksomhed kan opdyrke forpligtende og engagerede litterære samtaler henover både geografiske og sociale afstande.

At tidens eksperimenterende litteratur ikke i første omgang kommer ud på etablerede forlag, er der ikke som sådan noget nyt i. Store europæiske modernister som James Joyce og Gertrude Stein måtte også sno sig, for at få at deres værker trykt. Men mens Joyce og Stein var tvunget til at søge alternative udgivelsesformer på grund av de etablerede forlags manglende forståelse for deres nye idéer, så er det nye, der er på færde med samtidens mikroforlag, at man her aktivt betragter både produktion og distribution af litteratur, og det litterære kredsløb i det hele taget, som en vital del af det kunstneriske materiale, der arbejdes med. I stedet for at se disse forhold som indpakning eller neutrale praktisk-tekniske forudsætninger for at nå ud til læserne, tillægger man dem således både kunstnerisk og politisk betydning, fordi der i selve udgivelsesvirksomheden er indlejret en aktiv eksperimenteren, der modsætter sig den kulturelle patina, som litteraturen nemt tillægges af de stærke institutioner.

Essayet af Joan Retallack, som jeg indledte med, er for nylig udkommet i det illustrerede hæfte Andethedens poetik, sammen med en lille digtsuite af samme digter, som hermed introduceres på dansk, på det lille forlagsinitiativ Laboratory for Aesthetics & Ecology. Ligesom flere andre af de ambitiøse mikroforlag, der er poppet i de senere år rækker Laboratoriet bevidst ud over både en specifikt litterær og en specifik dansk horisont. Et andet eksempel er Forlaget Virkelig, der både udgiver det økokritiske tidsskift Ny Jord og en række, pamflettynde oversættelser af høj kvalitet, Både Laboratoriet og Virkelig er initiativer som arbejder med at åbne litteraturens bås mod andre samfundssfærer, bl.a. ved at kultivere en åben udgivelsesprofil, der ikke sondrer kvalitativt mellem litterære, videnskabelige og eksplicit politiske skrifter.

dsc_05921

 

Laboratoriet, som blev stiftet i 2015, danner rammen om flere andre eksperimenterende initiativer end udgivelsesvirksomhed, og har en række udgivelser bag sig, som balancerer mellem akademisk tænkning og litterær undersøgelse. I tillæg har de taget sig kærligt af mere skæve og bogkunstnerisk krævende eksperimenter fra skandinaviske digtere med økopoetiske eller posthumanistiske dagsordner som danske Ida Marie Hede og svenske Johannes Heldén. Fællesnævneren i deres udgivelser er eksperimenter, der på forskellig vis forsøger at udfordre forskellige former for antropocentrisme. I serien Parapoetics eksperimenterer bl.a. den amerikanske forsker Aaron Moe og den brasiliansk-amerikanske biokunstner Eduardo Kac med at lade andre livsformer, såsom bakterier, gråpapegøjer og edderkopper, indtage det lyriske jeg’s engang så suveræne udsigelsesposition.

Laboratoriets bøger og pamfletter er alle håndskårne og manuelt bundne, og udstråler rent fysisk stor omsorg for teksten, som man som læser ikke kan undgå at blive berørt af. De har tidligere udsendt den hæsblæsende politisk-poetiske pamflet Misantropæcen. 24 teser af de amerikanske digtere Juliana Spahr og Joshua Clover. På vej er det knivskarpe essay Kønnets afskaffelse og økoton krig af samme kritiske duo.

communeeditions_sabotage_cover_4print-final-final-copy-1Spahr og Clover er blandt initiativtagerne til det erklæret aktivistiske forlag Commune Editions, som startede i 2014 med en antikapitalistisk forretningsmodel, hvor gratis downloads og alternativ distribution var afgørende. Efter en tid er deres titler desuden kommet til salg på amazon.com, men muligheden for at tilgå indholdet gratis består. Stifterne er alle tilknyttet den amerikanske Occupy-bevægelses aktive Oakland-fraktion og andre folkelige, revolutionære strømninger som #blacklivesmatter, hvor de praktiserer konkret politisk aktivisme. Et erklæret mål med deres forlagsvirksomhed er, at gøre op med den ”compartmentalization” eller ’sætten litteraturen i bås’, som enhver institutionalisering af den pr. automatik indebærer. Litteraturens institutioner, herunder de etablerede forlag, etablerer den som et eksklusivt og afsondret område, der besidder en privilegeret position, i kraft af dets adskilthed fra samfundet i øvrigt. Denne dynamik vil Commune Editions udfordre, fordi de i marxistisk ånd ser autonomiseringen af kunstens sfære som en borgerligt-kapitalistisk strategi for at trække tænderne ud på ethvert oprør, ved at gøre det til en museumsgenstand. Som Joshua Clover har udtrykt det, er de ude efter et opgør med ”digteren som en særskilt social rolle”.

”Vores position er enkel”, skriver de i et manifest: ”Vi tror ikke at du kan ændre verden ved at ændre litteraturen, vi tror på at du ændrer verden og at litteraturen følger med. Litteratur har været, og fortsætter med at være, en effektiv politisk kraft når den er direkte allieret med sociale kræfter, der er i stand til at udfordre magten.” Vejen ud af den evige modstilling mellem lyrisk inderlighed og avantgardistisk formambition, som har præget den amerikanske poesidebat i årtier, er for Commune-forfatterne en form litterær aktivisme, ”en eksplicit politiseret poesi som får sin energi fra sociale kløfter og modsætninger”. De nærer ikke klassisk avantgardistiske forhåbninger om at ’kunsten skal transformere livet’ og redde verden: ”Politibrutalitet stopper ikke fordi vi nedbryder kanon og får flere farvede forfatteres bøger på hylderne i biblioteket – der skal ske ægte politisk handling på alle områder af samfundslivet.”

Litterære eksperimenter har historisk været mest politisk effektive, der hvor de ikke er blevet betragtet som specifikt litterære, såsom demonstrationsparoler, slagsange og politiske pamfletter, hvorfor der, også for et dansk mikroforlag som Laboratoriet for æstetik og økologi, kan være en væsentlig pointe i at ville nedtone det institutionaliseret litterære i deres aktiviteter. Ligesom Commune Editions med deres navn italesætter de kollektive processer som styrer deres arbejde, betoner Laboratoriet ved at lade dette ord danne paraply for deres aktiviteter, i stedet for f.eks. ”forlag”, netop den betydning af det eksperimenterende som Joan Retallack fremhævede: det åbne og undersøgende. De aktiviteter af hvilke udfaldet ikke på forhånd er givet.

Denne artikel er en bearbejdet version af en tekst af samme forfatter publiceret i Dagbladet Information. Læs også interviewet ”Ind i laboratoriet” med Ida Bencke fra Laboratoriet.

About

Solveig Daugaard är doktorand i litteraturvetenskap, vid institutionen för kultur och kommunikation, Linköpings universitet, och arbetar som kritiker i Dagblad Information. Senaste bok: Gertrude Steins portrætter (Arena, 2012). Redaktör för Sensorium Journal.

1 Comment

  • Ind i laboratoriet - LiU Sensorium

    October 26, 2016 - 16:39

    […] Hvis vi derimod inkluderer bredere praksisformer, som ikke ved første øjekast lader sig artsbestemme som specifikt litterære, bliver det lettere at se de nye perspektiver. […]

Leave a comment

Your email address will not be published.